Utopierne er døde og godt det samme. Det er et synspunkt, der har vundet generelt tilslutning i den vesteuropæiske kulturkreds med henvisning til erfaringerne fra det seneste tusindårsrige. Utopierne har fået skylden for alle Europas ulykker. Vildfaren idealitet som i Det tredje Riges racerenhedsutopi, der førte millioner af medmennesker direkte i gaskamrene. På samme måde endte det med kommunismen og den uregulerede kapitalisme, måske ikke ligefrem til gaskamrene, men så til Gulag-øhavet eller til imperialisme og aggressiv tyrannisk krigsførelse.

Billedet af utopier har printet sig ind i bevidstheden som noget der per definition ender i det totalitære og menneskefjendske. Er vi nogenlunde alment orienterede om denne verdens genvordigheder, kender vi om nogen de politiske og bevidsthedsmæssige mekanismer, som utopiske forestillinger kan sætte i gang og føre til.

Bør vi så ikke være lykkelige over, at vi endelig er sluppet af med disse politiske og filosofiske skrivebordspædagogiske eksperimenter, hvor det utopiske projekt alligevel ender med, at mennesker skal bearbejdes som ler og fastholdes i et jerngreb, for at utopien kan realiseres?