Skriv en selvbiografi
Biografier har kronede dage. Vi labber dem i os og spejler os i personernes liv og skæbne.
Der er én bog, som man altid kan skrive, hvis man har lyst til at skrive. Bogen om sig selv- en såkaldt selvbiografi. Spørgsmålet er, om der er nogen der vil udgive den?
Maleri: Jakob Riis-Søndergaard. 2021.
Skriv en selvbiografi
Af Laust Riis-Søndergaard
Hvis ikke, kan den altid lægges ud på en personlig hjemmeside eller på en af de utallige blogs, der er adgang til på nettet. Ikke uvæsentligt er også, om der er andre end ens mor, der pligtskyldig anskaffer et eksemplar til gennemlæsning og kommentarer.
Faktum er, at der i tidsånden er en stor interesse for biografier og erindringer. I forlagsbranchen tales der om en biografi-bølge siden midten af 1990´erne, da forlaget Aschehoug skød den store fest i gang med Helle Virkners, ”Hils fra mig og kongen”. Hans Henrik Schwab, der er litterær direktør på forlaget Lindhardt og Ringhof, fortæller til Højskolebladet, at ”vi åbenbart lever i den tid, hvor læserne har behov for at leve sig ind i og måske spejle sig i store enkeltskæbner.”
I samme åndedrag påpeger han, at biografi-bølgen kan ses som en reaktion på, at megen nyere litteratur virker utilgængelig på den almindelige læser. ”Læsernes episke behov opfyldes i stedet af biografier- og ikke som tidligere af store romaner.” Hans Henrik Schwab peger dog på en ny tendens til, at de store romaner vender tilbage. F.eks. ”Fra Lykke-Peer til Lykketoft.” I den kommende tid udgiver Lindhardt og Ringhof en bred vifte af biografier. Det er bl.a. om den kvindelige danske golfspiller, Iben Tinning, forfatteren Johannes Møllehave, skuespilleren Chili Turéll og politikeren Poul Nyrup Rasmussen.
Biografi eller selvbiografi
Biografien defineres som en genre, hvor en betydningsfuld persons historie er skrevet. Det er altid skrevet af en anden - evt. en samvittighedsfuld modstander, ellers vil bogen være en selv-biografi. Den franske forfatter André Maurois havde det synspunkt på biografier, at de skulle søge efter sandheden og det væsentlige liv. Dermed skulle biografien også indbefatte de mere ubehagelige sider af personernes liv. Denne øvelse kan være vanskelig, hvis man skriver en selvbiografi, og ikke kan se skoven for alle træerne. Grænsen mellem de to tilgange er flydende, idet den interessante person godt kan have fingrene med i bogens tilblivelse, hvis f.eks. en journalist tilbyder at skrive biografien. Dette nye fænomen har fået navnet samtale-biografi, hvor en såkaldt goastwriter (skrivekarl) over et par dage lytter til en kendis og herefter i samarbejde med et forlag udarbejder forslag til lay-out, billeder og indhold.
Virkelighedens skæbner
På bibliotekerne erfares en lignende eksplosion i interessen for biografier. Jens Christian Horn Andersen, der er Bibliotekar på Svendborg bibliotek, lægger en lidt anden tolkning ind over interessen for biografier. ”Den store interesse for alle slags biografier er et udtryk for, at man gerne vil identificere sïg med skæbner fra den virkelige verden.” Nutidsbiografier handler meget om specifikke emner, fortæller han videre. ”Det kan være opløste ægteskaber, overgangsalder, personlige tragedier, alkoholmisbrug, en hård barndom, kamp mod en pludselig opstået kræftsygdom etc. Vi vil gerne om bag facaden på personerne.” Jens Christian Horn Andersen ser et nært sammenfald mellem biografien som genre og mediernes accelererende interesse for at snage i det private. Som eksempel nævner han den store interesse i fjernsynet for ”Sporløst”. ”Der er noget SE og Hør over det,” fortæller han. ”De store dybtgående og kritiske personskildringer er der ikke i det, og mange biografier har kun meget kort levetid.
”Den store interesse for alle slags biografier er et udtryk for, at man gerne vil identificere sïg med skæbner fra den virkelige verden.”
Biografiens historie
Biografien er i øvrigt en ældgammel genre, der rækker helt tilbage til det antikke Grækenland for ca. 2500 år siden, dar berømte mænd omtales i levnedsbeskrivelser. Senere i middelalderen bliver biografien afløst af hagiografien. Bag dette ord gemmer sig helgenskildringer, som især dyrker en bestemt type mennesker og tilføjer opdigtede elementer.
I dansk sammenhæng kender vi fra ca. 1750 til en tidlig form for biografier. Det er de såkaldte ligprædikener, hvor adelens afdøde stormænd beskrives. Biografien som moderne genre i Danmark anses for at starte med George Brandes, der skrev værker om Søren Kierkegaard (1870), Ludvig Holberg (1884) og William Shakespeare (1895-96). Almindeligvis anerkendes biografien i dag som en genre, der tager sin læser ved hånden og viser et levet liv frem. Der er en pædagogisk og ofte meget personlig fremstilling af, hvordan livet kan forme sig og formes af den enkelte.
Dette syn på genren er inspireret af den engelske forfatter Lytton Strachey, der i 1918 skrev klassikeren ”Store victorianere”. Lytton Strachey brød med denne bog det traditionelle skønmaleri i personskildringerne, og erstattede det med en kritisk og reflekterende tilgang. Det vakte voldsom foragt i samtiden, at det glorificerede billedet af de nationale helte, som f.eks. Florence Nightingale, kunne gøres til genstand for nye fortolkninger.
Ungdommelig biografisk debut
George Brandes.William Shakespeare. Udgivet 1895-96.
Lytton Strachey. "Store victorianere". Udgivet i 1918.
Biografier med alle mulige tilgange og svingende kvalitet flyder i en lind strøm i dag. Der skal ikke meget til, før en person finder det nødvendigt at skrive en biografi. Der er ingen grund til at vente med dette projekt, til livserfaringerne har bundfældet sig. En personlig tragedie, lidt epo og stress i ny og næ, et par sammenbrud forårsaget af kompleksitetspres og ægteskabelig turbulens skulle være grundlag nok til at skrive en selvbiografi, inden man har rundet de fyrre. Det kan ligefrem høre med til den personlige karriereplan. Et hurtigt kig i ”Bøger og papir”, der distribueres af landets største boghandlerkæde, bekræfter da også et strittende kæmpe udbud inden for genren af biografi og erindringer.
Læsernes nysgerrighed
Hvem læser i grunden biografierne? Svaret er næsten for banalt. Det gør vi nemlig alle i en eller anden forstand. Ingen kan sige sig helt fri for at være nysgerrige og interesserede i, hvordan andre lever og har levet deres liv på godt og ondt. Skulle man finde nuancer, er det interessant at iagttage, at det længe har været kvinderne, der har trukket salget hjem. Denne udvikling er nu ved at vende, har man registreret på Lindhardt og Ringhof og på bibliotekerne. En maskulinpræget litteratur står i kø for at blive læst og har været en absolut medvirkende årsag til, at bogsalget går forrygende i disse år. Mændene tager fat i hardcore mænd som f.eks. ”plæneklipperen” Stig Tøftning og militær- ikonet B.S. Christiansen samt Tour de France rytteren Jesper Skibbys personlige erkendelser og efterfølgende historier fra de epo belagte franske alper. Men det kan nok ikke udelukkes, at kvinderne ved passende lejligheder smuglæser i denne type biografier.
En øjenåbner
Der er ingen tvivl om, at der er gået kvalitetsmæssig inflation i biografien og erindringsstoffet, men samtidig er der ingen grund til at blive alt for jomfrunalske, hvad angår synet på lødighed og substans.
Den store interesse og nysgerrighed for biografier, erindringer og det at skrive en selvbiografi, kan have den positive effekt, at de kan fremme interessen for at læse bøger og være øjenåbner og indgangsportaler til hidtil ukendte guldgruber i den litterære muld.
Leonora Christinas selvbiografi ”Jamersminde”, venter.