top of page
Folkelighedens treenighed
Hvad er højskolens berettigelse og historiske opgave i dag, og hvor adskiller skoleformen sig helt grundlæggende fra andre uddannelses- og kulturinstitutioner?
Dette spørgsmål reflekterer nedenstående leder i Højskolebladet over.
Folkelighedens treenighed
Højskolen skal kaste sit lod i den ene vægtskål
Af Laust Riis-Søndergaard
At højskolebegrebet er blevet udvandet, er ikke længere en påstand eller en anklage, men en kendsgerning. Dette er den eneste ærlige erkendelse at komme videre på, når vi skal drøfte højskolernes betydning i samfundet og deres placering i uddannelsesbilledet. Der eksisterer højskoler for enhver smag og så sandelig også for den dårlige.
Hvis højskoleideen ikke snart skal ende som en parentes i historien, må der gribes fat i spørgsmålet om, hvad der er højskolens berettigelse og historiske opgave i dag, og hvor den helt grundlæggende adskiller sig fra andre uddannelses-og kulturinstitutioner. Her kunne vi selvfølgelig vælge at spille sorteper videre, og bede ministrielle embedsfolk om at være afgørelsesinstans for, hvad der kan godkendes som statsstøttet højskolevirksomhed. Det ville jo være helt i overensstemmelse med den herskende økonomiske incitamentsstyring og evalueringsopfattelsen i uddannelsessystemet. Men denne vej er ikke farbar, da den vil svække tilliden mellem statsmagten og højskolerne yderligere, og føre til endnu større politisk ufrihed for skolerne, end det er tilfældet nu.
Højskolefolk er dygtige til at stille spørgsmål, men vil og kan de også selv sætte grænser, give svar og anvise retninger for god højskolevirksomhed? Eller bliver samvittigheden blot slebet til?
Højskolens placering udenfor det etablerede undervisningssystem hører ikke en svunden tid til, men er mere aktuel end nogensinde. Højskolen skal kaste sit lod ensidigt i den ene vægtskål, der handler om, hvad det vil sige, at være menneske på denne urolige jord.
Freden er skrøbelig og fin og synes umulig
at ha med at gøre- måske fordi der først nu
er et instrument- en sær Stradivarius måske-
til bearbejdning af det enorme problem
-stop snakken, kom nu igang. (EKM)
INSTRUMENT TIL FRED. Erland Knudssøn Madsen, billedkunstner, Thy.
Højskolens frihedsbegreb består i en bundethed til Grundtvigs drøm og vision, der rummer et billede af folkeligheden som en treenig skikkelse. Denne treenighed havde et universelt sigte samt et nationalt og socialt udgangspunkt. Det sociale og universelle hang uløseligt sammen med Grundtvigs forankring i kristendommen og opfattelsen af alle mennesker som Guds børn. Det nationale var udgangspunktet. Det var netop ikke målet, men vækstvilkåret, som forfatteren og højskolemanden Jørgen Bukdahl vedholdende formulerede det.
Højskolens vigtigste opgave er ikke undervisning i den forstand, at det skal have uddannelse for øje. Det afgørende er ikke, hvor mange kundskaber og færdigheder, man tilegner sig under et højskoleophold, men på hvilken måde man ved disse kundskaber bliver bedre til at forstå sig selv og andre. Folkelighedens treenighed må i dag udfordres i lyset af en verden præget af globalisering og europæisering samt større kulturel og religiøs mangfoldighed.
Oplysninger
Lederen stod i Højskolebladet nr. 4.2008. I denne version her, er der anvendt et billede og digt af Erland Knudssøn Madsen.
Opdateret i november 2023.
Erland Knudssøn Madsen, billedkunstner, Thy.
INSTRUMENT TIL FRED er skabt i tilknytning til udstillingen PULS.
Læs mere om Fri skole
 Frie skoler eller flinkeskoler. Om at sætte andre mål for en fremsynet uddannelsespolitik. |  Muligheds-værdi. Ord og sprog skænker os livet og forener os med verden. |  Livslang fængsling. |
|---|---|---|
 Skolehistorier fra en særpræget landsdel i Sønderjylland. |  Danmarks frieste højskole. Samtale med Poul Erik Søe, forstander. |  Højenergifysik og genopdagelse af medmennesket. |
 Folkelighedens treenighed. Om Højskolens berettigelse og historiske opgave. |
bottom of page