Pædagogikkens forlegenhed
Pædagogikkens forlegenhed
Af Laust Riis-Søndergaard
Maleri. Jakob Riis-Søndergaard.2020.
Undervisningen i filosofi er gået i gang. Syv minutter over tiden kommer en ung elev buldrende ind i klassen med en stor toast og en cola i hånden. Hun sætter sig og begynder indtagelsen af den medbragte føde. Læreren stopper undervisningen og siger generelt henvendt til klassen, at ”det er iorden at medbringe kaffe eller te i undervisningen, men jeg ser helst, at I ikke spiser mad i mine timer.”Eleven mumler et ” hvorfor”, imens hun med et hovedtræk trækker ost og salat ud af toasten.
Læreren begrunder med at ”det afleder opmærksomheden fra undervisningen og det er ikke rimeligt over for de andre, der er kommet til tiden”.
”Hvad nu hvis det er fordi jeg er sulten , så kan jeg ikke koncentrere mig om undervisningen”, siger eleven lettere irriteret. ”Hvad vil du gøre, hvis jeg fortsætter med at spise?”
”Så smider jeg dig ud”, replicerer læreren…….
Hvoffer har en buko ingen vinger?
Hvoffer sir den buh og ikke vov?
Hvoffer sidder neglen på min finger?
Hvis den sad på næsen var det sjov!
Hvoffer sidder øjet ikk`i nakken?
Hvoffer er jeg ikke ble`t en kat?
Hvoffer kan min støvle ikke tale?
Hvoffer hvoffer dit og hvoffer dat?
Kamma Julie Laurents. (1903-1996) Spørge Jørgen havde debut som sang i radioens børnetime i 1938. Den udkom som bog i 1943.
Et læredigt
Spørge Jørgen er et læredigt. Han stiller fjollede og dybt filosofiske spørgsmål til voksenkulturen. I sidste vers bliver det hans far for meget ” Jør`n fik smæk! og Jør´n blev lagt i seng! Hvoffer har jeg dog så ondt i numsen? Jeg skal aldrig spørge fjollet mer! ”
Det er en trist udgang for spørge Jørgen. Han stiller ellers gode spørgsmål. Han spørger til verdens substans og til det specielt menneskelige og til medskabningerne. Hvad er det, der gør os til det vi er?
Eleven i dette ene eksempel spørger mere ind til grænser, egne behov, normer og læreren bliver presset ud i en argumentation, der handler om det individuelle contra det fælles.
Det er en problemstilling, der presser sig mere og mere på i undervisningssammenhænge og i samfundet som helhed. Forholdet mellem den enkelte og fællesskabet, har altid været i spil, men det forekommer efterhånden sværere at få dem afbalanceret. Det hænger givetvis sammen med nogle store og grundlæggende forandringer af eksistentiel og bevidsthedsmæssig karakter. Hvordan kan det aflæses hos unge, i pædagogikken og i undervisningen?
Kulturskiftets indvirkning på de unge og pædagogikken
I den canadiske forfatter Douglas Couplands roman ”Generation X – fortællinger for en accelererende kultur”, møder læseren tre unge mennesker, Andy, Dag og Claire. De har besluttet sig for at stå af ræset og gøre op med den forbrugskultur de er vokset op i. De håber på at kunne skabe de forandringer, som vil kunne gøre en forskel i deres liv. I bogen kan man læse følgende citater:
” Xérnes hjerner er så fyldt af reklamer, tegneserier, MTV – videoer og gamle tv-serier, at de vil huske dem, længe efter at de har glemt deres familier”.
” Når man er yngre, tror man, at ironi er et mål i sig selv. At man kan gå fra
vugge til grav, som et røvhul, der kun udtrykker sig ironisk.”
” Jeg keder mig så meget, at jeg tror, jeg besvimer.”
Douglas Coupland (1961). Canadisk forfatter. Generation X, udkom i 1991.
Medierevolutionens følgevirkninger
Børn, unge og voksne er i dag omgivet af de elektroniske billedmedier og et latent informationspres. Det definerer vores fiktive livsrum i form af fortællinger, følelser, oplevelser og normtilegnelser. De fleste af os får ydermere informationer om områder, som vi ikke har førstehåndskendskab til, gennem billederne. Der er således opstået et fælles billedrum, hvor både børn og voksne kan være tilstede på samme tid. De ser de samme film, får de samme informationer. Virkeligheden er gennemsyret af visuelle stimuli og reaktioner på visuelle stimuli. Dertil, kommer alle de billeder der detoneres i vores hoveder, som ovenstående citat fra "Generation X viser. Siden "Generation X" udkom i 1991, har de efterfølgende generationer fået endnu flere og stærkere billeder på hjernen. Vi filmer og fotograferer selv alle tænkelige situationer i tide og utide og deler dem på de sociale medier. Internettet, breaking news og de endeløse kværnende nyhedscyklus med livekommentarer, kæmper om at komme først med store katastrofer som krig, terrorhandlinger, lemlæstelser og død. Selvom hverdagens nyhedsstrømme fylder den mentale båndbredde til bristepunktet, selvom man lever et liv som nyhedsjunkie, er det ingen garanti for, at man er et oplyst og vidende menneske. Der skal noget andet og mere til!
Børn bliver i dag voksne meget hurtig. Spørgsmålet er, om begrebet barndom som en selvstændig periode, overhovedet eksisterer længere? Vi er alle unge- hele livet! Denne ”barn unge- voksen- lighed” opleves i dag mærkbart i hjem og skole, især i tiltaleformerne. Opdragelse og dannelse har andre vilkår end tidligere og har ikke ret store chancer, hvis den sker tvungent, ureflekteret og pr. automatik. Udtrykket opdragelse er langsomt blevet udskiftet med læring og dannelse med ” individuel kompetence”. Undervisning er kommet til at handle om det læreren gør og læring med det, der sker hos den enkelte, når vedkommende er motiveret og har lyst. Dertil har der sneget sig den opfattelse ind, at det ikke er muligt at lære andre noget.
Ideal og virkelighed
Børn og unge er veltalende og dygtige til at være på. De kan føre sig frem, forhandle og stille krav. Frigørelsen og frisættelsen fra traditioner, autoriteter og forældre, er en realitet på det sproglige og teoretiske plan, men helt anderledes ser det ud i den virkelige hverdagskultur. Der skal idealet om det ophøjede og frigjorte menneske forenes med andre krav og behov. I det hypermoderne frigjorte samfund, bliver der holdt øje med-og tilrettelagt som aldrig før. Nogle generelle eksempler til belysning malet med det brede penselsæt over de sidste 20 år:
Det starter i børne institutioner med færdigfabrikeret legetøj og kunstige legepladser.Videre til skolen, hvor der skal udarbejdes uddannelsesplaner, der skal realiseres effektivt og uden for mange eksperimenter. Herefter kan man overleveres til overvågningssamfundet, teleselskaberne, evalueringsinstitutter, forbrugerundersøgelser, arbejdsformidlinger, skattevæsenet, fotokopieringsmaskiner og medierne.
Nyere undersøgelser fremhæver, at børn og unge i dag har vanskeligheder med at bruge hoved, hænder og fødder på grund af for lidt bevægelse og naturlig leg i naturlige omgivelser. Mange unge mangler identitet og rygrad fordi de sjældent har mødt den gode modstand i samtaler med forældre, lærere og venner. Her er vi ved et af tidens vanskelige spørgsmål, som handler om den megen fokus på den enkelte og fraværet af de mere forpligtende fællesskaber:
Mange unge mangler identitet og rygrad fordi de sjældent har mødt den gode modstand i samtaler med forældre, lærere og venner
Der rettes så meget fokus på den enkelte, at det efterhånden er et problem i skolen og i hjemmet og på arbejdspladserne. Det er vanskeligt at etablere nogle ordentlige og bæredygtige fællesskaber og opretholde det civile og demokratiske samfund. Fællesskaber er højst midlertidige og funktionsbestemte. Forfatteren Susanne Brøgger har på et tidspunkt sat dette synspunkt på spidsen med følgende billede:
” Vi er så atomiserede, at vi næsten ikke reagerer på samfundet mere. Mange efterlyser en samfundsdebat, men den kan ikke længere føres, fordi samfundet som centralnervesystem, som fællesnævner og modstand er væk. Centralkulturen er erstattet af sidegadecafeer og tilbudskultur med Buddha på det ene gadehjørne, Hitler på det andet og fugtighedscreme på det tredje. Man er altid på flugt fra massemedierne, for man har ikke andet centralnerve, end flugten fra kedsomheden".
Pædagogikkens forlegenhed
At holde skole- handler om at ville noget i verden. At have intentioner om at gøre verden bedre i kraft af den pædagogiske virksomhed, man udøver i form af undervisning og opdragelse. Det ligger i pædagogikkens væsen, at den udøves intentionelt. Det vil sige, at underviseren har et formål og en plan med undervisningen. Underviseren vil noget mere, en blot undervisning i faglig instrumentel forstand. Når undervisning er intentionel, er det vigtigt at understrege, at det ikke er det samme som, at undervisning er en privat sag!
Set i lyset af medierevolutionen og billedet af det atomiserede menneske, er den pædagogiske debat over en længere periode blevet præget af en slags pædagogikkens forlegenhed. Det samme gælder den pædagogiske og opdragelsesmæssige praksis, der udøves i skole, institutioner og familier. Forlegenhed er en følelse af utilpashed og ubehag i givne situationer, grænsende til det pinlige. Som underviser trækker man sig, før man bliver utidig og måske krænkende. Pædagogikkens forlegenhed kan skyldes en usikkerhed om, hvor vidt pædagogikken og opdragelsen kan danne og anvise ” vejen til det gode liv” i form af en normativ rettethed, eller om det vil blive opfattet som indblanding i den enkeltes rettighed, suverænitet og læring. Det kan i dybere forstand hænge sammen med en usikkerhed om, hvor vidt der overhovedet eksisterer alment accepterede værdier, der kan danne grundlag for undervisning, opdragelse og identitetsdannelse.
Kulturkamp om pædagogikken
Siden 1990érne har den dominerende pædagogiske opfattelse markedsført sig med, at den klassiske opfattelse af, hvordan man tilegner sig viden og kundskaber, har ændret sig. Den største forandring ligger i at viden, velkendte værdisæt og normer ikke blot kan reproduceres eller overføres, f.eks. fra en lærer til elever, eller for den slags skyldt fra forældre til børn. Det kommer der ikke nogen indre forståelse og erkendelse ud af, men kun efterplapren. Det absolutte kundskabssyn hævdes at være afgået ved døden og den privatpraktiserende lærer hører en svunden tid til. Viden er mere midlertidig og tidsbegrænset end tidligere og læreren har mistet planlægningsmonopolet til undervisningens tilrettelæggelse og formidling.
Denne opfattelse af pædagogikken, undervisning og læring, har rødder tilbage i oplysningstiden og reformpædagogikken i 1700- tallet, hvor barnets selvgyldighed fik en central og velfortjent agtelse. At det så i dag har ført til en næsten ophøjet tro på læring i den enkelte som en ny frelser medicin, er mere problematisk.
Men hvordan kommer læreren som underviser videre herfra? Det skal vi se nogle eksempler på i det følgende.
Det absolutte kundskabssyn hævdes at være afgået ved døden og den privatpraktiserende lærer fører en ensom tilværelse.Foto: Verner Johnsen. 2014.
God undervisning- i en ny tid
Den store undervisningskunst ligger i at kunne være en personlig og faglig samarbejdspartner. En lærer kan ikke være holdningsløs og lade som om hun ingenting ved. En lærer kan ikke bare reduceres til en konsulent eller en vejleder. Alle der har undervist og modtaget undervisning ved, hvor meget det betyder, at der er liv, lidenskab og personlighed i det møde, som undervisning i virkeligheden er. Liv i undervisningen opstår i en optagethed af det fælles tredje – i punktet udenfor eleven og læreren. Jvnf. at undervisning ikke er en privat sag.
God undervisning er beslægtet med kunst. Læreren er en kunstner. Al kunst drejer sig om mennesker og kunstneren må være dybt optaget af mennesker og tilværelsen. Kunstneren må kende så meget til samtiden, fagene, metoderne og de pædagogiske retninger, at hun kan anvende det, der i den givne situation er det rigtige. Det kræver et stort menneskeligt overskud at være en god lærer. Der skal laves mange overvejelser over mål og midler, for at et skolearbejde kan udvikle noget værdifuldt og for at dannelse ikke blot bliver til klicheér og gentagelse af gamle mønstre, livsformer og ureflekterede bindinger.
Dannelsens privilegerede plads i dag
Vi må naturligvis spørge til dannelsesbegrebet ud fra vor tids forudsætninger. Hvad er dannelse? Hvad er det, som skal dannes? I hvilket billede skal det foregå? Hvor er opdragelsens og dannelsens privilegerede plads i dag, hvis den ikke længere er i hjemmet? Det giver god mening at begrunde, at skolen må være opdragelsens og dannelsens privilegerede plads, hvor mødet med lærere og pædagoger får en helt afgørende betydning. Dannelsesbegrebet må genformuleres og have retning ind i en anderledes virkelighed, der omfatter individualiseringen, medierevolutionens indvirkning på menneskers hverdag og de grænseløse muligheder for formidling og kommunikation, der også indbefatter, at denne formidling og kommunikation kan være strategisk fordrejet, decideret løgnagtig, manipulerende og vildledende. I lyset af medierevolutionen og de grænseløse muligheder den har givet menneskeheden, må den digitale opdragelse og dannelse stå som et af de øverste punkter på den pædagogiske dagsorden i skolen.
Dannelsesbegrebet må genformuleres, og have retning ind i en anderledes virkelighed, der omfatter individualiseringen, medierevolutionens indvirkning på menneskers hverdag......
Den digitale tidsalder. Foto:Verner Johnsen.2015.
Nye historier
Selvom Douglas Coupland`s roman er skrevet med baggrund i amerikanske erfaringer, og handlingsforløbet ikke helt kan overføres på nutidens unge, så er der mange fællestræk, der peger ind i den aktuelle kulturelle og politiske udvikling. ”Generation X” handler om unge mennesker, der er intelligente, sårbare, ironiske, usikre, ydmyge, bange for fremtiden- deres egen, civilisationens og klodens. Bange for at blive voksne. Bange for at komme til at leve et liv, hvor man bruger ungdommen på at skabe sig rigdom, for derefter at bruge rigdommen på at skabe sig ungdom. X- generationen har set alt, hørt alt, rejst meget, gennemskuet manipulationer og billige pr.tricks. De udtrykker sig primært gennem referencer til sangtekster, film, tv og skjuler deres sårbarhed bag et panser af ironi. Bag facaden er der en dyb længsel efter et meningsfyldt liv og værdighed. Andy, Dag og Claire, unge mellem 25- 30 år, har slået sig ned i Palm Springs i det sydlige Californien. De vil ikke længere nøjes med de udsigtsløse MCJOBS, lavindkomst og lav prestige. De vil ikke længere blot konsumere TV, aviser, breaking news, tidsskrifter og det enorme bombardement af informationer i en pærevelling, for derigennem at bevare en illusion om at være aktive deltagere i verden. De vil skabe nye fortællinger og gøre en forskel.
Pædagogikken forlegenhed eller skolen som et gyldent fristed
I et af snittende i dette essay, blev pædagogikkens forlegenhed omtalt, og det at læreren, kan føle ubehag ved at blande sig. Denne pædagogiske forlegenhed må der gøres op med. Men erstatningen er ikke lærere, der gemmer sig bag et glanspoleret videnspanser, der ikke interesserer sig for, at undervisning finder sted i en levende vekselvirkning mellem lærer og elev og eleverne indbyrdes. En god lærer, er en lykkelig forening af faglighed og menneskelighed. Men hvor fagligt dygtig en lærer end måtte være, og her er der i princippet ingen begrænsninger, så bliver man først en god lærer, når man forsoner sig med sin egen begrænsning og sårbarhed som menneske. Her ligger forudsætningen for den gode samtale og den gensidige tillid mellem lærer og elev, som undervisning må bygge på.
Kommende generationers dannelse og fodfæste i livet, har forældre og samfundet som helhed et ansvar for. Her indtager skolen og lærerne en privilegeret plads med et visionært gennemarbejdet formål og tilvejebringelse af grundliggende kundskaber. Grundliggende kundskaber er den viden, der er nødvendig, for at et demokratisk samfund og en demokratisk samtale kan fungere. Det er en umulig opgave at løse fuldt og helt, men det kan tilrettelægges ansvarligt af fagligt grundfæstede lærere, der med deres menneskelighed kan skabe relationer til og mellem eleverne samt åbne porten til verden. En god lærer er opmærksom på den enkelte elev og dét, der er imellem mennesker. Det direkte møde med eleverne i klassen og samtalen i undervisningen, kan fremme den del af skoledannelsen, der har at gøre med livstydning og udvikling af de evner der skal til, for at kunne udvise opmærksomhed og kritisk dømmekraft.
Skolen med lærere, pædagoger og ledelse kan være det gyldne fristed, der sigter på at skabe fælles indsigt i de kundskaber og færdigheder der skal til, for at kunne begribe og ordne en kaotisk virkelighed i en moderne verden.
Oplysninger
Første udgave af essayet "Pædagogikkens forlegenhed" blev skrevet til Højskolebladet nr. 14.2002.
2. reviderede udgave er publiceret til hjemmesiden den 1. november 2023 og i tilknytning til nedenstående aktuelle præsentation. I 2. reviderede udgave, er der foretaget en del ændringer, tilføjelser og aktualiseringer til den aktuelle pædagogiske debat. Desuden er der anvendt andre illustrationer.
Motiverende præsentation af essayet til Facebook og LinkedIn den 1. november 2023
Den moderne tidsalder konfronterer os med mange spørgsmål: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er en følelse? Hvad er naturligt? Hvorfor skal vi arbejde? Hvorfor sætter vi børn i verden? Disse spørgsmål lader sig aldrig besvare udtømmende. De er uafviselige og pinligt uafklarede! Vi bliver aldrig færdige med spørgsmålene og hvorfor ikke? Måske fordi svarene ikke er givet på forhånd, de står til konstant debat. Den moderne verden tilbyder ikke længere nogen faste betydningssammenhænge, som blot skal indskrives i en teori, for derefter at blive knæsat til ophøjet viden.
Hvilke udfordringer giver denne beskrivelse, hvis vi ser den ud fra et pædagogisk synspunkt og læreren som underviser? Det ligger i pædagogikkens væsen, at den udøves intentionelt. Dvs. ledes af udøverens menneskeforståelse og synet på opdragelse, uddannelse, dannelse, socialisering, etik, viden, skolesyn, politik, formidling og undervisning. Pædagogik vægter det normative og opdragende. Men denne forståelse kan være vanskelig at omsætte i en tid, hvor det individuelle har højstatus. Der kan spores en forlegenhed i pædagogikken og i den pædagogiske praksis, som udøves i skole, institutioner og i familier. Det kan skyldes, at der er skabt usikkerhed om, hvorvidt pædagogikken skal anvise veje og værdier til det gode liv, eller om denne type spørgsmål og overvejelser udelukkende er et individuelt anliggende.
Har pædagogikken udspillet sin klassiske rolle i skolen og i undervisningen? Hvad har i så fald overtaget denne plads, og hvordan kan læreren se sig selv som underviser i dette lys? De spørgsmål reflekteres der over i lyset af de dybe eksistentielle, politiske og kulturelle forandringer siden 1990èrne.
Essayet tager udgangspunkt i den Amerikansk/Canadiske forfatter Douglas Coupland, der i 1991 skrev bogen ” Generation X- fortællinger for en accelererende kultur”, og den medierevolution der sidenhen i vidt omfang har defineret vores virkelighedsopfattelser og skabt usikkerhed om sandt og falsk, ondt og godt og hvad man kan have tiltro til.
Læs mere om Fri Lærerskole
 Tage Skou-Hansen. Højskolelærer og forfatter. |  Det musiske menneske. |  Reformernes tidsalder. |
|---|---|---|
 Læreruddannelse til de frie skoler- et fremadrettet perspektiv |  Underviser vi i fag eller med fag? |  Pædagogikkens forlegenhed |
 Modet til at være lærer |  Lærer for livet |