Lykke-Per. Henrik Pontoppidan

Lykke-Per

Henrik Pontoppidans forfatterskab stilles skarpt på de store eksistentielle valg i tilværelsen. De er nærmest tidløse, hvilket må være en af grundene til, at interessen for forfatterskabet er så vedholdende. "Lykke-Per" udkom første gang i otte dele fra 1898-1904. Den er siden blevet læst igen og igen af alle generationer.

Både teater, radio og fjernsyn, har i nyere tid bearbejdet og formidlet Henrik Pontoppidans mesterværk. I 1988 kunne man f.eks. opleve "Lykke-Per" frit fortolket på Aarhus Teater. Det var en opsætning af husdramatikeren, Jørgen Ljungdalh. Senere, i 2004, præsenterede samme dramatiker en fri dramatisering af Pontoppidans roman "De dødes rige".

Den seneste fortolkning af "Lykke-Per", blev vist som dramafilm i TV i 2018, hvor den var instrueret af Bille August. Han havde skrevet manuskriptet i samarbejde med sin søn, Anders August.

Vesterhavet og klitterne. Thy. Foto. LR-S.

Lykke-Per

Af Laust Riis-Søndergaard

„Når man på vejen fra Oddesund til Thisted er kommen forbi Ydby med dens mange dystre „Kauer“ og „dåse“ og herfra søger vestover til den kønne lille by Vestervig med Liden Kirstens grav og videre mod nord, kommer man til et fattigt, vejrpisket land, hvor fårene selv ved midsommertid har ondt ved at bjerge føden. Det er en klit- og sumpegn, ens af udseende vinter og sommer, blågrøn af marehalm, rødlig af skavgræsser eller lyng, der alene modstår havgusens saltlud. Ufarbare kærstrækninger tvinger vejen ud i store buer, og når det en sjælden gang bliver stille vejr, driver der en tung røg henover dem som over en brandtomt. I en lavning, hvor der har dannet sig lidt eng på begge sider af et moseafløb, ligger fire huse, af hvilke det ene er en skole. I det andet bor en engmester. I det tredje en skomager. Det fjerde er tomt. Fra det sidste bar man for nylig liget af en midaldrende mand, der i en årrække havde beskæftiget sindene deromkring. Han var en fremmed på egnen og havde aldrig skøttet om at fortælle om sin fortid.“

Dette fortættede og mesterligt beskrevne landskabsbillede, er hentet fra afslutningen på Henrik Pontoppidans store roman „ Lykke-Per“. Liget, der bæres ud, er selveste hovedpersonen i Pontoppidans roman, Peter Andreas Sidenius – Lykke-Per, der endte sine dage som vejassistent, helt alene i en øde og forblæst egn. Men før denne skæbne, har han været på en hård fysisk og eksistentiel rejse.

„Lykke-Per“ er historien om en mand, der forsøger at gøre sig fri, men som aldrig rigtig bliver fri til noget som helst. Han oplever det at gøre sig fri, som at gøre oprør mod sin strenge religiøse opdragelse i et asketisk præstehjem. Den historiske ramme for „Lykke-Per“ er 1870èrne og 80èrne, da udviklingsoptimismen havde god vind i sejlene. Mennesker udviklede projekter, der skulle bane vejene for den højst opnåelige lykketilstand.

Den unge ingeniør

Således også for den unge ingeniør Per. Hans geniale udviklingsidé gik ud på, at han ville tæmme naturkræfterne og lade dem komme menneskeheden til gode. Han har udtænkt et projekt for en jysk frihavn med tilstødende vidt forgrenede kanalsystemer. Projektet bliver hans ét og alt og overtrumfer kærligheden. Han drager til København for opsøge mænd med indflydelse og penge, der skal finansiere projektet.

I København møder han den rige jødiske familie Salmon og i særdeleshed datteren Jakobe, som han får et livslangt kærlighedsforhold til. Han er overbevidst om, at hvis projektet gennemføres, vil lykken også være tilstede. Men så enkelt er det alligevel ikke hos Pontoppidan. Der er andre og dybere lag på spil.

Det viser sig, at Per er besat af en lidenskabelig hævnlyst overfor barndomshjemmet og den altdominerende præstefader. Han vil gøre sig fri af nederlag, tungsind, forsmædelse, sortsyn og en religion, som hæmmede menneskets livsudfoldelse ved at betragte det som syndigt. Den nye tid skulle være „ Lykke-Pers“ mulighed for at komme fri og blive et selv.

Per satser alt, men uden at tænkere videre over, hvad lykke egentlig er. I begyndelsen går det hele fint og som smurt i olie. Men efterhånden kommer der grus i maskineriet, og Per´s energi for projektet drænes. Moderens død gør, at han mister viljen til fortsætte bestræbelserne, og endelig med faderens død mister han genstanden for sit oprør. Han forlader alt- kone, børn, venner, arbejdsfællesskaber, og søger ensomhed og selvrangsagelse. Per virker nærmest som en fredløs, der er på flugt fra sig selv og sin egen baggrund. Men Pontoppidan og „Lykke- Per“ synes at have en pointe i denne lidt triste udgang.

Det fortælles på bogens sidste sider, at Peter Andreas Sidenius i de sidste leveår, hvor han led af frygtlige kræftlidelser, dog holdt modet oppe uden fremmed trøst. „ Under selve smerteanfaldene kunne han være ynkelig nok og jamre sig, så man i de tre omliggende huse måtte gå omkring med bomuld i ørene; men når man bagefter kom ind til ham, lå han med et udtryk i sit ansigt som en, der har haft en rig og dyb nydelse. At livet virkelig intet øjeblik havde syntes ham helt uudholdeligt, bekræftedes også efter hans død, da man fandt en ladt revolver skjult i hans natbordsskuffe.“

Hvad er lykken?

Hvori består det lykkelige ved Lykke-Per kan man med rette spørge? Pontoppidan hjælper os lidt på vej ved at fortælle, hvad Lykke-Per ville og kunne med sit liv. Det sker i dialogen mellem læreren og vejassistenten.

Skolelæreren beskrives som en yngre mand med opvakt ånd. Han levede som et ærligt og redeligt menneske og havde det hyggeligste familieliv med kone og børn. Han mente at turde håbe på engang at få del i den evige salighed. Alligevel oplevede han triste og trættende stunder og kunne ikke skjule for sig selv, at hans gudløse genbo, Lykke-Per, i al sin ensomhed synes lykkeligere end ham.

Da skolelæreren på et tidspunkt tilstår det overfor Lykke-Per, får han den refleksion, at han i så fald ikke havde fundet sit naturlige voksested, hvor han alene ville kunne lære den højeste menneskelykke at kende: „ at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst. Men da skolelæreren derefter spurgte ham, hvorledes man bar sig ad med at søge dette voksested, svarede han, at herom kunne det ene menneske ikke meddele det andet råd, her måtte enhver frygtløst give sig det selvudfoldelsens instinkt i vold, der var nedlagt i alt det skabte.“

Han forlader alt- kone, børn, venner, arbejdsfællesskaber, og søger ensomhed og selvrangsagelse. Per virker nærmest som en fredløs

På et senere tidspunkt understreger Lykke- Per igen denne grundopfattelse ved at sige: „at hvad det for ethvert menenske kom an på, var at bringe sig i så vidt mulig selvstændig og umiddelbar forbindelse med tingene i stedet for at sanse dem gennem andres organer, således som f.eks. de gjorde det, der levede på overleverede forestillinger.“

Dette er Lykke –Per´s ultimative opfattelse af den højeste menneskelykke. At vinde sit eget selv, uhæmmet og uden kompromis. Skal vi følge Lykke-Per´s tænkning må det betyde, at det enkelte menneske må vælge et liv i overensstemmelse med sit inderste jeg, ellers vil det føle sig fremmed, fredløs og gøre sig selv og omgivelserne ulykkelige.

Bagefter spørger man alligevel sig selv, om det ikke var en høj pris, han betalte for denne grundopfattelse? Det var jo ikke blot ham selv, der betalte. Han forlod den kvinde han elskede og han forlod kone og tre børn, svigtede familie og venner for at realisere et privat projekt – selv om det i sidste instans skulle tjene menneskeheden.

Lykke-Per ville følge den indre stemme og tage et ansvar for et „indre jeg“. Det skulle virkeliggøres i handling og livsstil.

Spørgsmålet er, om han kunne have valgt anderledes, og om betingelserne for et sådant valg var tilstede?

Oplysninger

Henrik Pontoppidan. ( 1857 –1943)

Præstesøn. Opvokset i Randers. Modtog Nobelprisen i 1917, sammen med Karl Gjellerup.

Lykke-Per udkom første gang i 8 dele i 1898 – 1904. Af andre hovedværker af Pontoppidan kan nævnes: „ Det forjættede land“ og „ De dødes rige“.

Præsentationen af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" blev skrevet til Højskolebladet nr.18.2003. I udgaven til hjemmesiden er der indsat nye illustrationer. Endvidere er der i indledningen trukket nogle linjer til de senere års store interesse for "Lykke-Per".

Redigeret, november 2023.

Læs mere litteratur

Edgar Lee Masters. Spoon River Antologien.	Kriminalroman "1953" Om modstand, kamp og ære.	Skelsættende litteratur. Lykke-Per. Henrik Pontoppidan.
Skelsættende litteratur. Hvad er en litterær klassiker?	Skelsættende litteratur. Mutter Courage og hendes børn. Bertolt Brecht.	Skelsættende litteratur. De nøgne træer. Tage Skou Hansen.
Skelsættende litteratur. Et latterligt menneskes drøm. Fjodor Dostojevskij.	Skelsættende litteratur. Gæst hos virkeligheden Pär Lagerkvist.	Dansk litteratur i det 21.århundrede. Litteraturen lever.
Dansk litteratur i det 21.århundrede. Das Beckwerk. Claus Beck-Nielsen.	Dansk litteratur i den 21.århundrede. Litteraturens mentale landskaber.	Dansk litteratur i det 21.århundrede. Litteratur imellem realisme og magi. Charlotte Weitze.
Dansk litteratur i det 21.århundrede. Skriv en selvbiografi.	Dansk litteratur i det 21.århundrede. Lyrikkens kampsport.	Dansk litteratur i det 21.århundrede. Undergrundslitteratur på bloggen.
Dansk litteratur i det 21.århundrede. Kunsten er blevet for selvkredsende. Samtale med forfatteren Tage Skou-Hansen.