Hos beslutningstagere, ledelseseksperter, rådgivere og sågar hos det enkelte lærende barn er det personlige ansvar blevet naglet fast i sproget. Problemet er ikke, at et menneske bl.a. er kendetegnet ved, at det kan tage et personligt ansvar. Problemet opstår i det øjeblik, enkeltmennesket bliver så begejstret over sine egne kortsynede indfald, at det glemmer alt om det, der ikke ligger indenfor egen horisont.

Noget tyder på, at det er denne station vi på ufattelig vis er ankommet til. Ufattelig, fordi det selvberoende og oplyste menneske befinder sig i en verden med en omfattende viden om alt. Hvordan kan så meget gå galt i verden, når vi ved så meget?

​

Det enkle svar er, at vi nok ikke vil vide af denne viden. Måske har vi heller ikke tid for vigtige opgaver banker på døren. At være i besiddelse af viden er ikke ensbetydende med, at man besidder visdom eller overhovedet er klog på nogen som helst om, hvad denne viden kan anvendes til.