”Alt jeg ved er, at jeg intet ved”

Hvad glæde kan vi nulevende have af disse sokratiske visdomsord? Er alt det vi siger og skriver blot udveksling af uvidenhed? Skal det forstås som en resignation? Jeg vælger at forstå citatet mindre traumatiserende og mere mulighedsfyldt. Det har noget at gøre med et udgangspunkt, en klangbund for den gode samtale. Hvis udgangspunktet for en samtale er, at parterne hver især har fundet sandheden, og det blot handler om at høre et ekko af sig selv, er vi ilde stedt. Måske har Sokrates - samtalens mester, med sine ord, ønsket at henlede opmærksomheden på, at det ikke er et svaghedstegn at være i tvivlende, famlende, ydmyg og oprigtigt interesseret i at lytte, se, tale, skønne og handle - i nævnte rækkefølge? Dét kan hele livet igennem danne grundlag for fortsat undren, åbenhed og nysgerrighed.

​​

​

Denne forståelse og tilgang vil jeg, uden sammenligning i øvrigt, gerne se mine egne tekster på hjemmesiden i. Der er et mellemværende i teksterne. Det være sig af etisk, pædagogisk, politisk, kulturel og eksistentiel art. Man leder forgæves efter færdige svar i teksterne. Det er snarere en antydet forståelse og direkte kritik, som vi kender det fra den engagerede samtale i undervisning og i menneskelige relationer.